Om Stjernfabrikken

Vores historie

Bag Stjernefabrikken står det unge søskendepar Mikkel og Mathilde, som startede firmaet i 2017.

Ideen til Stjernefabrikken udsprang af de to søskendes interesse for bæredygtighed og iværksætteri. En oktoberdag i 2017, var de med deres far på arbejde og fik øje på de mange rester af presenning, som firmaet ikke kunne finde anvendelse for. Presenningsrester i forskellige farver blev taget med hjem og den øvrige familie blev hurtigt involveret i projektet med, at udtænke anvendelsesmuligheder for presenningsresterne. Dette førte i første omgang til ideen om, at flette julestjerner af presenningsresterne og senere også julehjerter. Materialet har den særlige egenskab, at det er vejrbestandigt, så julestjerne og julehjerter kan pynte i uderummet på alle tider af året.

Ide til virkelighed

Fra idé til forretning

Det første år blev julestjernerne solgt via lokale facebookgrupper, men interessen var stor og bredte sig hurtigt fra mund til mund, så året efter var Stjernefabrikken at finde på forskellige julemarkeder. Hjemme på familiens adresse i Gjellerup ved Herning blev gildesalen omdannet til værksted og butik, som har åbent i weekenderne fra starten af oktober og indtil jul. Her kan man kigge forbi og blive inspireret i den hyggeligt pyntede have og værksted, hvor der klippes, flettes pakkes og sælges julestjerner, julehjerter og andet brugskunst.

Stigende efterspørgsel fra kunder over hele landet, førte efterhånden til behovet for en webshop, men som unge iværksættere er man nødt til at gøre tingene selv. Sommeren 2020 blev derfor brugt på at designe hjemmeside samt producere stjerner og hjerter nok, til at kunne imødekommen efterspørgslen på både webshoppen, markeder og i egen lille butik.

Bæredygtighed i fokus

Bæredygtighed ér og har helt fra starten været en mærkesag for det unge søskendepar. Der anvendes idag fortrinsvis presenningsrester, men den stigende efterspørgsel har betydet, at det ikke er muligt, udelukkende at anvende rester til produktionen af stjerner og hjerter. Hele processen med at omdanne presenningen til smukt julepynt foregår dog stadig manuelt; stjernestrimlerne håndskæres, stjerner og hjerter håndflettes, og til forsendelse anvendes genbrugspapkasser, som i løbet af året hentes hos lokale virksomheder. Til opskæring af stjernestrimler og fletning af hjerter har Stjernefabrikken et samarbejde med Lundgården i Ikast, som er et beskyttet værksted. Det er vigtigt for Mathilde og Mikkel, på den måde, at bidrage til en meningsfuld hverdag for andre.

Vores udvikling

Stjernefabrikken har de sidste par år, fået flere og flere forhandlere på vestkysten. Nu har vi altså udvidet vores forretning, så vi ikke kun sælger stjernerne på vores egen webshop, men nu også i flere forskellige turistbyer.